Måleinstrumenter og -metoder for vandstand
Vandstandsmålerne er akustiske. Det betyder, at vandstanden måles ved at en sensor placeret over vandoverfladen sender et lydsignal nedad. Når signalet rammer vandoverfladen, reflekteres det, og sensoren modtager retursignalet. Tidsforskellen mellem udsendelsen og modtagelsen omregnes til en afstand mellem sensoren og havoverfladen ud fra lydsignalets hastighed i luft.
Vandstandsmålernes opbygning
Vandstandsmålernes sensorer sidder inde i en metalkasse, som oftest er monteret på en havnekaj. Skabet rummer også kommunikationsudstyr, som sørger for, at de målte vandstande løbende transmitteres til en samlende database.
Under metalkassen sidder der et plastrør, som ender under vandoverfladen. Røret sikrer, at lydsignalet fra sensoren altid har fri passage ned til vandoverfladen.