|
|
|
Lovgrundlag
Lovgrundlaget for Farvandsvæsenet er defineret i finansloven. Herunder finder du uddrag fra Finanslov for finansåret 2009:
Farvandsvæsenet er en civil virksomhed, hvis hovedopgave er at bidrage til sejladssikkerheden i danske, færøske og grønlandske farvande.
Farvandsvæsenet deltager i løsningen af opgaver, der følger Helsinki Kommisionens (HELCOM) arbejde, bidrager til arbejdet i FNs Internationale Maritime Organisation (IMO), European Maritime Radio Navigation Forum (EMRF) samt European Maritime Safety Agency (EMSA). Farvandsvæsenet varetager, blandt andet gennem funktionen som national hydrograf, Danmarks medlemskab i Den Internationale Hydrografiske Organisation (IHO) og dennes regionale kommissioner. I Den Internationale Sammenslutning for Hjælpemidler til Navigation og Fyr (IALA) varetager Farvandsvæsenet ligeledes Danmarks medlemskab.
I medfør af anbefalinger vedtaget af IHO samt IMO, herunder konventionen vedrørende Safety of Life at Sea (SOLAS), gennemfører Farvandsvæsenet søopmåling og opretholder fyrbelysning, søafmærkning og radionavigation i danske, færøske og grønlandske farvande samt informerer skibsfarten om forhold, der har indflydelse på sejladssikkerheden. Der henvises endvidere til lov nr. 900 af 16. december 1998, "Lov om sikkerhed til søs" med senere ændringer. Farvandsvæsenet varetager statslige myndighedsopgaver vedrørende sejladssikkerheden.
Endvidere har Danmark i henhold til "International Standards and Recommended Practices, Search and Rescue", Annex 12 til konventionen om international civil luftfart (ICAO af 7. december 1944), samt SOLAS-konvention etableret en eftersøgnings- og redningstjeneste. Farvandsvæsenets kystredningstjeneste indgår som en del heraf.
Det Statslige Lodsvæsen opererer i medfør af "Lodsloven" (lov nr. 567 af 9. juni 2006), "Lov om beskyttelse af havmiljø" og "Lov om sikkerhed til søs". Det Statslige Lodsvæsen er selvfinansierende, og dets økonomi er adskilt fra Farvandsvæsenets. Det Statslige Lodsvæsen beskrives nærmere under 12.31.11. Det Statslige Lodsvæsen.
Øget trafik med større skibe i de danske farvande medfører øget behov for forebyggelse af større søulykker. Der vil generelt være større behov for national og international koordinering og samarbejde, hvorfor dansk engagement i aktiviteterne i HELCOM-, IMO-, IALA- og EU-sammenhæng ventes at have fortsat høj prioritet.
Med oprettelsen af Dansk Center for Sejladsinformation vil Farvandsvæsenet på en gang øge kendskabet til Farvandsvæsenets ydelser, inddrage brugerne af ydelserne i udviklingen og effektivisere formidlingen af Sejladsinformation.
Farvandsvæsenet er begyndt at opstille basestationer for det automatiske identifikationssystem (AIS) på offshore installationer i den danske del af Nordsøen for at få et præcist billede af skibstrafikken i området. Det vil forbedre sejladssikkerheden og give mulighed for at efterforske olieudslip, kollisioner mv. Det undersøges, om man via basestationer i rummet kan bringe AISdækning til grønlandske farvande mv.
Efter bemyndigelse fra forsvarsministeren kan Farvandsvæsenet inden for driftsbevillingen afholde udgifter, herunder løn, samt oppebære indtægter i forbindelse med levering af farvandsspecifikke tjenesteydelser, herunder data fra det automatiske identifikationssystem (AIS). Farvandsvæsenets produktion, videregivelse og salg af digitale data omfatter nautiske-, hydrografiske- og oceanografiske data samt moniterede data og produkter fra AIS. Farvandsvæsenets datapolitik sætter rammerne for videregivelse og salg af de nævnte data.
Farvandsvæsenet er registreret i henhold til merværdiafgiftsloven for visse aktiviteters vedkommende.
|
|
|