I farvandet ved Storebælt nord for Storebæltsbroen er der en bøje, der slet ikke ligner de andre.
I farvandet ved Storebælt nord for Storebæltsbroen er der en bøje, der slet ikke ligner de andre. Farvandsvæsenets inspektionsskib Poul Løwenørn lagde bøjen ud den 7. oktober 2009. Bøjen indgår i et forsøg med større afmærkning og arealet over vandoverfladen er cirka tre gange så stort, som bøjerne i de danske farvande plejer at være.
På baggrund af en bench-mark analyse har Farvandsvæsenet fundet ud af, at afmærkningen i de danske farvande størrelsesmæssigt er mindre, end de lande vi sammenligner os med. Ved udlægningen af den nye og større type, vil Farvandsvæsenet undersøge, om det har en betydning for sejladssikkerheden, hvis vores afmærkning er større, end den er i dag. "Vi håber også, at det bliver lettere at vedligeholde den,” siger leder af Driftscenter Korsør, Jørgen Royal Petersen. Bøjen er i modsætning til de øvrige bøjer primært fremstillet i plastic, og kun en lille del af bøjen er under vand og bliver tynget af begroning. Skibsfører Bjarne Spetzler Petersen fra inspektionsfartøjet Poul Løwenørn ved ikke, om vi kan forvente at se endnu flere af de store bøjer i fremtiden, men han kan godt forestille sig, at de vil blive benyttet de steder, hvor skibene skal dreje skarpt, eller hvor sejlrenden bliver smallere. Det eneste minus, som driftscenterlederen og skibsføreren kan se, er, at bøjen sandsynligvis ikke kan modstå en isvinter.